
FOTO: © Galop News
TANTE TOVE blev årets første vinder da Klampenborg indledte galopsæsonen 2018.
Hvilket fantastisk flot vejr det var, da Klampenborg Galopbane i går indledte galopsæsonen 2018. Mange mennesker havde da også lagt vejen forbi Klampenborg, og man skal adskillige år tilbage for at finde en åbningsdag med så mange publikummer. Bedre start kan man næsten ikke ønske sig.

FOTO: © Galop News
De mange fremmødte fik også spændende og medrivende løb at se.
Første hest over målstregen i 2018 var TANTE TOVE(SWE). Efter at flere havde ligget med chance et par hundrede meter før mål i det 1400 meter 3-års Trial, satte Søren Jensen trænede TANTE TOVE(SWE) en uimodståelig spurt ind de sidste 200 meter og sejrede sikkert med 2 længder foran SHADY LADY med Oliver Wilson. TANTE TOVE(SWE) ejes af Mme Fernande. Rävdansens Stuteri har opdrættet den fukse hoppe efter EISHIN DUNKIRK (USA).
Bent Olsens DOC MARTIN har haft svært ved at krydse stregen først. Indtil i går, hvor det endelig lykkedes, havde han måttet nøjes med at være anden fem gange og tredje seks gange. Lea Olsen var i sadlen og parret kunne efter hård kamp med VEJOVIS (GB), med Liam Doran, kun et hoved skilte, ride tilbage til vindercirklen. Vinderen er opdrættet af Preben Ahl og Jim Allen.

FOTO: © Galop News
I dagens tredje løb, det 1800 meter HC Container Åbningsløb, var det spændende at se om de to fra Bent Olsen, der havde været i Dubai, havde haft fordel af turen. JUBILANCE var spillernes favorit, med det var staldkammeraten EFESOS, som var bedst af de to. EFESOS med Marcos Robaldo lagde sig hurtigt i front med CAPTAIN MORGAN lige efter. Denne stilling holdt til et godt stykke ind på opløbet, hvor sidstnævnte fik overtaget, og med Per-Anders Gråberg i sadlen, kunne sejre sikkert med 1 1/4 længde. Flemming Poulsen træner denne flotte store brune vallak, som Michael Clausen ejer.

FOTO: © Galop News
DREAM’RUN (ITY) med Oliver Wilson sørgede for favoritsejr i dagens fjerde løb Galopshop Handicap over1600 meter, da parret sejrede efter kamp med Ian Archer trænet MEDICEAN MELODY (GB), der havde Per-Anders i bøjlerne. Der var ikke meget der tydede på at sejren ville gå til DREAM’RUN (ITY). allerede over på langsiden var Oliver Wilson ridende da de lå i den sidste del af feltet, men de kom alligevel godt inde på opløbet, og det endte med et spændende opgør. Vinderen trænes af Bettina Andersen, og ejes af Hotel Fortunen og B Andersen

FOTO: © Galop News
I AltaPay 3-års Maidenserien over 1600 meter stod der igen Oliver Wilson og træner Bettina Andersen på. Oliver Wilson red RED BEAUTY til en sikker 1 1/2 længders sejr foran Jessica Long trænet ALL MY LOVIN (GB), som havde Jacob Johannsen i sadlen. Dorte Pedersen og Per Jensen ejer vinderen, som er opdrættet af Poul Kemp Andersen.

FOTO: © Burt Seeger.
MARIYNA, med Maikel Narvaez, fra Francisco Castro’s stald dominerede i det 1600 meter 3-års Maidenserien B. Sprang hurtigt af og lagde sig i front fra start, og førte med et par længder hele vejen rundt til stregen var passeret. Sikker sejr for Zwicky Racing’s hest, som de også har opdrættet.

FOTO: © Burt Seeger.
Dagen sluttede med et 1600 meter handikap for klasse 5 heste. HOUDINITHEMAGICIAN(IRE) med Ina Veronika Toverud satte straks fra start et pænt tempo, og førte med et par længder ovre på langsiden. Da de gik på opløbet valgte Ina Veronika Toverud at trække ud mod publikum, og inderbanehestene havde en kort overgang overtaget. Der var dog mere i HOUDINITHEMAGICIAN(IRE). Tre heste kæmpede side ved side. Inde ved publikum HOUDINITHEMAGICIAN(IRE), uden for denne RUTALKINGTOME (SWE) og NEPHERTITI. HOUDINITHEMAGICIAN (IRE) sejrede med 1 længde foran NEPHERTITI med Martin Rodrigues. Det var uhyre tæt imellem anden- og tredjehesten i mål. Maria Qvist Ladefoged træner og ejer vinderen.

Toverud vinder af løb nr. 7 på Klampenborg den 21. april 2018.
FOTO: © Burt Seeger.
Af: Kurt René Madsen

Skriv et svar