Dem der jævnligt har fulgt løbene på Øvrevoll Galoppbane har sikkert ligesom Galop News tit stødt på Lone Bager’s navn både i programmet, men så sandelig også via fotos fra vindercirklen. Sidste år gik staldens Jumeirah et fantastisk flot løb og blev anden til Tripple-vinderen Without Fear (FR) i Norsk St. Leger. Ligeledes lå Lone Bager til at tage amatørtræner championatet på Øvrevoll, da hun udtog professionel licens.

 

Galop News ville gerne lære denne nordjyske stald bedre at kende, inden sæsonen for alvor kom i gang, og rettede derfor henvendelse til Lone Bager, og det er der kommet følgende artikel ud af, om en engageret træner og en ambitiøs ung jockeylærling.

 

Træningskvarteret

Lone Bager’s træningskvarter har til huse på deres gård beliggende i Tingskoven midt i mellem Fjerritslev og Brovst. Det er en gård med ca. 23 ha jordtilliggende med staldplads til 21 heste med mulighed for udvidelser.

 

En af gårdens folde. FOTO: Privat.

 

Træneren

Lone Bager har haft med fuldblodsheste at gøre siden 1984, dog med en pause i en periode i 90’erne. I midten af august 2011 fik hun professionel trænerlicens. Grunden til dette var, at sønnen Anders kunne blive lærling hos hende, og hermed få opfyldt sin store drøm. »Samtidigt fik jeg mulighed for at give ham en ordentlig løn for hans daglige store indsats«, tilføjer Lone Bager.

 

 

Peas And Pistachie og Lone Bager på træningsbanen. FOTO: Privat.

 

Hestene

Der er for øjeblikket 20 heste i træning, heraf én enkelt fremmed hest iblandt staldens egne. Der er tre 2-årige, fire 3-årige og tretten ældre heste.

 

Yngste årgang

På spørgsmålet om stalden har nogle nye spændende 2- åringer, oplyser Lone, at de har købt 3 fantastiske 2-åringer fra stutteri NOVA på Fyn. Setting the Pace, bror til bl.a. Una Hora og Rock All. Anewstarfromnova, bror til bl.a. Jumeirah og Bongo Bello. That Was Easy bror til bl.a. Sheik Dubai og To Be Good.

De tre årige

Eneste 3-åring der har startet er Laserline, hun har startet placeret. Laserline  sæsondebuterer formodentlig først i maj måned. De tre ustartede 3-åringe forventer Lone at starte indenfor et par måneder.

 

Stjernerne” blandt de ældre heste

»En af stjerne er gamle Aladar. Han vandt 3 løb sidste år, blev skadet i sin sidste start i Gøteborg, hvor han vandt, men har overvintret fint, og jeg tror på ham i år på trods af hans alder. Så er der Jumeirah, som har udviklet sig supergodt i vinter, vi satser på at matche ham mod de gode stayere i Skandinavien. Og så er der jo lille ærlige Whisperingline, der med en pladsprocent på over 60 altid har imponeret os. Sidst men ikke mindst er der de stabile handicappere som Azzah og De Luca, som nok også i år skal sørge for at stalden bliver velsignet med vindere«, slutter Lone.

 

Hvilke heste ser vi først i løb?

I morgen torsdag den 19. april starter Aladar, Azzah, De Luca og Whisperingline på Øvrevoll.

 

Træningen

Hver hest trænes individuelt, men de trænes alle dagligt. Dog har alle en ugentlig fridag, og dette er for manges vedkommende torsdag, når turen går til Øvrevoll.

 

»På ejendommen er der en ca. 550 meter lang træningsbane, som bliver flittigt benyttet, men ofte går turen helt til Jydsk Væddeløbsbane grundet de begrænsede træningsmuligheder på Aalborg Væddeløbsbane«, oplyser Lone.

 

 

Træningsbanen. FOTO: Privat

 

 

Forventningerne

Stalden håber på en rigtig god sæson med mange vindere, og en indtjening på pænt over millionen.

Også i år vil starterne overvejende finde sted på Øvrevoll. Det er der hvor turen hænger bedst økonomisk sammen, uanset hestenes resultat.

Der “gås” bl.a. efter Major Chr. F. Michelets Minneløb på Øvrevoll, og efter de mange fine finaleløb, som de har der. Endvidere satses der på, at komme en del mere til Sverige, Gøteborg og Tæby.

 

 

Præstationer i 2011

»Dagen på Øvrevoll hvor Anders tog sin første sejr på Azzah og Jumeirah fik sin fine 2. plads i Norsk St. Leger, var de præstationer der glædede os mest i 2011«, slutter Lone Bager.

 

 

Azzah vinder med Anders Bager. FOTO:www.hesteguiden.com / Roger Svalsrød

 

 

Jockeyen

Det har altid været 16 årige Anders store drøm at blive jockey, men vægten har førhen været et problem. Da han fik styr på den, kom det ligesom helt af sig selv, og han startede som jockeylærling hos sin mor den 22. august 2011.

 

Anders rider som laveste vægt 56 kg, og det er indtil nu blevet til 35 ridt heraf 3 sejre. »Min mor har altid sagt ”erfaring før resultater”, og derfor fik jeg ikke i starten altid de bedste heste at ride på. Selvfølgelig var det irriterende ikke at komme først over stregen de første gange, men da sejrene begyndte at komme, kunne jeg godt se at erfaring var utrolig vigtig«, fortæller Anders.

Uddannelse

På eget initiativ blev der taget kontakt til Flemming Poulsen i Frankrig, for at komme lidt væk fra hverdagen og dermed dygtiggøre sig. I Frankrig boede han hos Flemming Poulsen og hans kone Frederikke Filippa Fanoe. Familien er bosiddende i Chantilly ca. 40 km udenfor Paris.

Flemming Poulsen havde på det tidspunkt 8 heste i træning, og Anders red hver dag 4 heste sammen med ham. I Chantilly og området deromkring er der ca. 2.800 heste i træning.

 

 

Shine For Me. FOTO: Privat.

 

 

»Opholdet i Frankrig var med til at tilpasse min ridestil, så den passer til lige netop  mig, i og med at jeg er så høj, som jeg er. Flemming var en fantastisk læremester, og jeg har helt sikkert planer om at tage af sted til vinter igen«, udtaler Anders.

 

Anders tog også et 5 dages kurses på The British Racing School, beliggende på Snailwell Road, udenfor Newmarket. Opholdet bestod i en masse simulatortræning på ”plastikhestene”, samt galopper og startbokstræning. Kurset var med til at finpudse stilen, netop fordi vi altid kunne se os selv på video efter træningen.

 

 

Anders igang med simulatortræning på The British Racing School, FOTO: Privat.

 

 

»Begge ophold har betydet rigtig meget for mig. Det har givet mig mod på at prøve endnu mere, og det har været utroligt lærerigt«, tilføjer Anders.

 

 

Forbilleder

Som så mange andre unge jockeylærlinge har Anders også sine forbilleder.

»Der er tre store idoler: Brasilianske Rafael Schistl har altid været mit største idol. Jeg har altid synes, at han har den absolut flotteste ridestil i Skandinavien. Den irske topjockey Richard Hughes, som de seneste år har været med helt i toppen af den engelske statistik blandt jockeys. Hughes er, som jeg selv, en meget høj jockey, og han er derfor en stor inspiration for mig. Danske Lennart Hammer, en fantastisk jockey, som altid har kæmpet sig tilbage. Jeg har altid været imponeret af Lennart og hans ridestil, og ønsker ham kun det bedste fremover«, slutter Anders.

 

Galop News ønsker, at forhåbningerne for sæson 2012 må gå i opfyldelse, og vi ønsker det bedste for stalden. Vi håber ligeledes, at andre trænere vil benytte sig af Anders’s kunnen i den kommende sæson.

Af: Kurt René Madsen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *