I den kommende weekend gælder det Festival Of Swedish Racing. Denne indledes med bl.a. fem prestigefyldte Breeders Trophy-løb. Om lørdagen afholdes åringsauktion på Happy Tammsvik og på søndag gælder det Stockholm Cup-dagen.

Indgang.
FOTO: © Galop News
I morgen fredag indledes Festival Of Swedish Racing, den største galop-weekend i Skandinavien. Her starter trænere fra Danmark, Norge, Tyskland, Frankrig, England og selvfølgelig fra Sverige deres bedste heste. Alene fra Danmark drager 45 heste mod nord til Bro Park vest for Stockholm. Bent Olsen og Søren Jensen tegner sig for de største hold. Stockholm Cup har i år et særligt internationalt islæt med THUNDERING BLUE‘s start. En hest, der har den højeste internationale ranking, for en hest som har startet i Sverige. »Det bliver den bedste hest som har konkurreret i Sverige gennem tiderne«, siger Svensk Galopps sportchef Dennis Madsen i en artikel på Svensk Galopp’s hjemmeside.
På Breeders’ Trophy løbsdagen er der 9 løb og over 4.25 mio at kæmpe om. Første løb starter kl. 17.30. Om lørdagen afholdes Den Svenska Fullblods Auktionen 2018. Her fremvises 101 heste i auktionsringen.
Om søndagen er der 11 løb på programmet, med Stockholm Cup, som den absolute hovedbegivenhed.
Vi bringer referater af den store galop-weekend her på GALOP NEWS.
Af: Kurt René Madsen

Skriv et svar