De to danske heste, Sir Winston (DEN) og Harmonia (DEN), stod for en forrygende afslutning i et af dagens hovedløb på Øvrevoll.
Sikken en afslutning i BREEDERS PRIZE SPRINT over 1370 meter. De to dansktrænede heste Sir Winston (DEN) og Harmonia (DEN) passerede målstregen uden, at man med det blotte øje kunne afgøre, hvem der vandt. Der skulle målfoto til, førend overraskelsen fra Søren Jensens stald Sir Winston kunne kåres som vinder.

Udvendigt ses Sir Winston blive anden på Klampenborg i et tæt opgør.
Sir Winston (DEN) har haft svært ved at krydse målstregen som vinder, men været runner up flere gange. I dens hidtidige karriere er det kun blevet til en enkelt sejr i 14 starter, og den kom i dens toårs sæson. Nu kom årssejren så i det velbetalte BREEDERS PRIZE SPRINT med 292.950 til vinderen. Vinderen ejes af Mme Fernande.
Hells Angel (FR) og Harmonia (DEN) lagde tempoet an fra start, med den kommende vinder placeret midt i feltet. Hells Angel (FR) og Harmonia (DEN) var de første inde på opløbsstrækningen. Sir Winston (DEN), der havde forbedret sin position kraftigt inde i svinget, valgte ydersporet inde på opløbsstrækningen.Med 175 meter tilbage lå Sir Winston (DEN) tredje. På de sidste meter mod mål lå fire med chance, med en lille længdes fordel for de to danske heste. Det blev da også disse to, der krydsede mål først. Et fantastisk medrivende opløb. Afstanden i mål var næse-3/4 længde-1/4 længde. Et flot præstation af Sir Winston (DEN) og helle Christensen trænet Harmonia (DEN). Hells Angel (FR) sluttede fjerde.
I dagens V4-spil var det ikke slut med overraskelserne. Disse fortsatte i BREEDERS PRIZE CLASSIC over 1980 meter, hvor Are Hyldmo trænet Dickie Dickens med Rafael Schistl afviste et angreb fra favoritten Niels Petersen trænet Whistler (DEN) med Per-Anders Gråberg.
Dickie Dickens lagde sig straks i front fulgt af Whistler (DEN). De to ekvipager var også de første inde på opløbet. Da Per-Anders Gråberg satte sit angreb ind, troede man, at det blot var et spørgsmål om tid, førend Whistler (DEN) gik forbi, men det skete aldrig. Dickie Dickens, med Rafael Schistl, forsvarede sig bravt, på trods af denne flere gange havde travlt med kigge på udvendige Whistler (DEN), sejrede han med en hals.
Birgitte Nielsen trænet Maximilla (DEN) sluttede på en flot fjerdeplads, der indbragte 70.600 kr.
V4 gav 480394 til 2 rækker.
Af: Kurt René Madsen.

Skriv et svar