I går blev årets sidste klassiske løb, Dansk St. Leger over 2.800 meter, afviklet på Klampenborg med Ole Larsen trænet Livingstone som en fortjent vinder.

 

St. Leger feltet på vej ind i tribunesvinget. FOTO: © Kurt René Madsen

 

Norske Esben Ski red Livingstone til en sikker sejr 1,5 længde  foran favoritten Sir Postillion(GER). De øvrige var mange længder efter i mål. En glad træner modtog vinderparret ved vindercirklen.

Livingstone tog fra start têten efterfulgt af Bacchus, Rayna, Sir Postillion(GER) og Ettoi. Denne stilling holdt ned forbi publikum, gennem tribunesvinget og over på langsiden. Ovre ved  1.200 meter starten var der et hul på mindst fem længder mellem de tre første og Sir Postillion(GER) og Ettoi.  I svinget vælger Bacchus at gå ud i banen, og Livingstone og Rayna vælger at blive ved rails. Favoritten Sir Postillion(GER) begyndte at sætte farten i vejret og angreb indvendigt ved rails. Ned gennem opløbet viste det sig snart, at det blev en kamp mellem Livingstone og Sir Postillion(GER). Livingston kunne dog afvise angrebet, og gik i mål som St. Leger vinderen 2011. Dommerrapporten lød på: 1,5-mange-mange-mange.

 

Livingstone kort før mål. FOTO: © Kurt René Madsen

 

 

Løbet kan ses her.

Dagens andet løb over den lange distance, Hartog Stayer Pokalen over 2.800 meter, havde Dustin med Duilio Da Silva som sikker vinder efter at have domineret løbet fra start til slut. Nice Effort med Cathrine Weilby endte på andenpladsen. Sandie Kjær Nortoft træner vinderen, der ejes af Lone og Jens Westh.

En enkelt 3-årig, Jumeirah, havde valgt at tage kampen op mod de ældre heste heste. Det endte med en flot fjerdeplads efter at have været tvunget til midt i opløbet at skifte spor for at have frit løb. 

Afstanden i mål var: 3-0,5-2-3/4-4

Løbet kan ses her.

 

Dustin efter at have sejret i Stayerpokalen. FOTO: © Kurt René Madsen

 

 Af: Kurt René Madsen.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *