
FOTO: © Galop News
I morgen er Fyns Væddeløbsbane i fokus når “Fyensløbsdagen” afvikles på banen.
Der er hele syv løb på programmet på årets største galopdag på FVB, med STARK Fyensløbet 2015 som højdepunktet med 60.000 kr. i førstepræmie. Tolv ekvipager vil springe af når portene i startboksene åbnes. Der vil være heste fra alle landets baner, som vil kæmpe om sejren. “Fyensløbsdagen” er ikke kun Fyensløbet, men en hel række andre flotte løb. Blandt andet ”Albani Store Sprint” hvor der nok skal komme fart over feltet, når syv sprintere mødes i dagens løb nr. 6.
I løbet af dagen vil “3. KVARTALS PROFILER”, Dark Eagle der vandt millionløbet ”Breeders Trophy Classic” i Stockholm og blev 3. kvartals 4-benede profil samt opdrætter Stutteri Nova blev 2-benede profil, blive hædret.

Udover det rent sportslige er der igen i år en hel række aktiviteter for publikum. Det bliver muligt at kåre ”Best Turned Out Horse” i hvert galopløb. Stemmesedler kan fås ved paddocken op til hvert løb, og afleveres inden løbsstart i den opstillede postkasse. Der er ligeledes en publikumskonkurrence “Hvem vinder ”STARK Fyensløbet”, hvor man kan vinde en flot hat fra Facinating Import. Der henvises i øvrigt til programmet om nærmere oplysninger om de enkelte aktiviteter.
Der er også tænkt på børnene, som kan få gratis ansigtsmaling ved paddocken, og i dagens løb er der ponyridning, hvor de kan få en ridetur på ponyer fra Hestehavens Rideklub.
Med et så flot program, og med en vejrudsigt der tegner godt, så kan det forhåbentligt kun betyde, at mange mennesker vil være at finde på Fyens Væddeløbsbane i morgen lørdag.
Af: Kurt René Madsen

Skriv et svar