Propositionerne for de fire danske baner ligger klar, og der nu kun 1 3/4 måned til den første bane åbner portene for 2017 sæsonen.
Traditionen tro er Jydsk Væddeløbsbane igen i år den første bane, der skyder galoppen i gang. Det sker Langfredag den 14. april med et 3 & 4-årsløb og et handicap. Inden Klampenborg Galopbane følger trop lørdag den 22. april, afvikles der yderligere to løb på Jydsk Væddeløbsbane fredag den 21. april.
Den 1. maj er det Racing Arena Ålborgs tur. Her startes sæsonen 2017 med to handicaps. Vi skal hen i den sidste halvdel af maj måned førend Fyens Væddeløbsbane har deres årspremiere. Den 20. maj har banen sit åbningsløb. Der afvikles to løb denne dag.
Klampenborg har i 2017 20 løbsdage. Årets første klassiske løb, Mowerinaløb løbes den 13. maj, og Dansk 2000 Guineas løbes på Breeders Cup – dagen søndag den 25. juni. Årets Derby finder sted søndag den 6. august. Dagen inden rides Danmarks eneste gruppeløb Scandinavian open Championship(Gr. 3).
Jydsk Væddeløbsbane er den af de fire baner, der har den længste sæson og lukker først portene den 18. november med 2 løb. Når det sker, har der været afviklet 14 løbsdage med i alt 44 løb. Årets Jydsk Derby finder i år sted den 17. juni. Tre uger før, den 27. maj er der en af årets galopdage på banen, hvor galoppen er i højsædet. Den Jydske Vinterfavorit løbes i starten af november.
Racing Arena Aalborg har ni løbsdage i år med 29 løb. Den 24. juli er der DM for kvindelige ryttere og den 12. august er det banens “Derbydag” med Racing Arena Aalborg Champion Stakes 2017. Denne dag er der otte løb. Banens sidste løbsdag i 2017 er mandag den 30. oktober.
Fyens Væddeløbsbane har i 2017 syv løbsdage med i alt 17 løb. Årets sidste løbsdag er lørdag 9. september, Fyensløbsdagen med 6 løb.
Af: Kurt René Madsen


Skriv et svar