Der var syv løb på programmet i lørdags med Derby Trial Strakes som hovedløb.
Med en lille månedstid til Dansk Derby havde 3-åringerne mulighed for at teste stayerevnen af i det 2200 meter lange Derby Trial Strakes. Her viste GARCON med Per-Anders Gråberg sig bedst, og besejrede favoritten RELIABLE CARLRAS (SWE) og Nicolaj Stott med 1 1/2 længde. Flemming Poulsen træner APPEL AU MAITRE (FR)-sønnen. I sine fire starter i år har GARCON to pletskud og to andenpladser.
GARCON, som ejes af Westh, Hjort og Mathiassen, sluttede anden i Jydsk Derby midt i maj. Stutteri Hjortebo har opdrættet vinderen.

FOTO: © Burt Seeger
Eftermiddagen startede med Stratford-On-Avon Ærespræmie over 1200 meter. Det blev et uhyre tæt opgør med tre heste side ved side i mål. Sejren gik til svenske HILLS AND DALES (IRE) med Per-Anders Gråberg på ryggen et hoved foran PRIME RED og Oliver Wilson, som havde et kort hoved foran den anden svenske deltagere i løbet AMBIANCE (IRE).
HILLS AND DALES (IRE) kom fra træner Hans-Inge Larsen’s stald på Jägersro.

FOTO: © Burt Seeger
I dagens andet løb et 1600 meter Maidenløb noteredes Per-Anders Gråberg for sin anden sejr denne eftermiddag. På ryggen af SNOWY styrede Per-Anders denne til en sikker 5 længders sejr. Lone og Jens Westh ejer vinderen, der er opdrættet på Stutteri Hjortebo, og Flemming Poulsen står for træningen.

FOTO: © Burt Seeger
Dagens 3 løb, et 1600 meter Handicap, fik også en tæt afgørelse med PULL IN CARLRAS og BARNABY side ved side. I mål havde PULL IN CARLRAS det yderste af hovedet forrest. Carlos Lopez var i sadlen og vinderen, der ejes af Stald Søholm, trænes af Inge Mette Dejgaard.

FOTO: © Burt Seeger
Igen en tæt afgørelse nu i dagens 4. løb. Hele fem heste var indenfor 3/4 længde. DREAM’RUN (ITY) havde mulen forrest og blev noteret for karrierens niende sejr. Bettina Andersen træner og ejer vinderen sammen med Hotel Fortunen.

FOTO: © Burt Seeger
Eftermiddagens næstsidste løb et Handicap over 2200 meter blev et rent svensk opgør. TUMBLIN’ DICE (SWE), med Josefin Landgren, havde nakken foran NEPHERTITI, med Martin Rodriguez, da målet blev passeret. Matz Nilsson, træner vinderen, der ejes af Stall Jarama.

FOTO: © Burt Seeger
Sidste løb var for supersprinterne, som var ude over 650 meter. DAWN RAID (SWE) med Nicolaj Stott havde et kort hoved foran toeren HELLS ANGEL (fr), da stregen passeredes. FLOWER SPRING (USA) sluttede tredje yderligere et hoved efter.
Inge Mette Dejgaard træner, og Heidi Nielsen & Rasmus Jørgensen ejer vinderen.

FOTO: © Burt Seeger
En dag der var kendetegnet ved at det ene tætte opgør fulgte det andet.
Af: Kurt René Madsen

Skriv et svar