På lørdag åbner NKI Racing Arena Aalborg portene for en stor galopdag med syv løb med en samlet præmiesum tæt på en halv million kroner.

De syv løb spænder vidt. Dagen starter med løb for de yngste, Aalborgs 2-Års Grand Prix 2012 og slutter med NKI Champion Stakes 2012 for klasse 2 heste over distancen 1800 meter. Trænere fra alle landets baner har på lørdag heste til start på NKI Racing Arena Aalborg.

For publikum er der gjort alt for, at det skal blive en festlig dag. Som det pointeres i programmet, er der lagt stor vægt på ordet “gratis”. Det starter allerede ved indgangen, hvor der denne dag er fri entré. For børnene er der gratis ponyridning, og for de voksne er der gratis champagne efter første løb. Der er også arrangeret en hattekonkurrence, hvor de tre flotteste og sjoveste hatte præmieres med et gavekort på 500 kr.

Forhåbningsvis lægger rigtig mange vejen om til NKI Racing Arena Aalborg på lørdag. Alle betingelser for, at det bliver en festlig og spændende dag, er tilstede. 

Program kan downloades på banens hjemmeside.

Af: Kurt René Madsen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *