Mange overraskelser på Klampenborg betød store præmier til de dygtige spiller, der ramte henholdsvis V4 og V5. I V5 blev der kun fundet et enkelt system med de rigtige vindere.
Løb nr. 1
Der blev lagt flot ud med et HANDICAP løb over 1800 meter for klasse 1 heste denne eftermiddag på Klampenborg. L. Reuterskiöld Jr trænet CHANTARAMAN (FR) med Jacob Johansen var favorit, men skuffede en smule. Ude ved rækværket kom 10-årige JUBILANCE (IRE) med Elione Chaves stærkt, og sejrede foran MYLEGEND med Per-Anders Gråberg. Favoritten CHANTARAMAN (FR) snuppede akkurat lige tredjepladsen foran Bent Olsens anden deltager ALBERONE (IRE) med Carlos Lopez. JUBILANCE (IRE) sejr var en stor overraskelse, og var da også feltets mindst spillede til 13,26.

FOTO: © Burt Seeger.
Løb nr. 2
Ny overraskelse kom i dagens andet løb et MAIDENLØB over 1600 meter, da WHY NOT med Jacob Johansen aflagde maidentitlen i sin anden start. Efter at havde ligget midt i feltet indtil kort før dette ramte opløbssvinget, rykkede parret frem, og lå med fremme, da det gik mod mål. Da de passerede flagstangen på publikums terrænet, havde de fået grebet, og kunne sejre med små 2 længder foran PRINSESSE KIA (GB) og Elione Chaves. Søren Jensen træner vinderen.
Vinderen ejes af Racing I/S, og er opdrættet af Joca Stable.

FOTO: © Burt Seeger.
Løb nr. 3
Med dagens tredje løb, var det tid for dagens hovedløb, det traditionelle GENTOFTE KOMMUNES ÆRESPRÆMIE. Et løb over 1400 meter, for 3-årige og ældre klasse 2- heste, med en samlet præmiesum på 54.000 kr Gentofte Kommune havde udsat Ærespræmie til vindende hests ejer.
Lone Kaj-Nielsen kunne for anden gang i dag modtage en af sine heste til fotografering, efter denne havde krydset stregen som vinder. LORD OF DUBLIN (IRE) med Rafael De Oliveira sejrede sikkert foran Stald Klampenborg hesten ALL OR NOTHING (SWE), som yderst knebent besejrede VALDE.
Den 7-årige LORD OF DUBLIN (IRE), der trænes af Inge Mette Dejgaard, er ikke den store sejrssluger. Sejren i dag var blot hans femte i 46 starter.

FOTO: © Burt Seeger.
Løb nr. 4
SUPER SPRINT, over 650 meter, er en utroligt populær løbsform blandt publikum. Fuld fart på fra start, og man kan følge løbet hele vejen nede fra rækværket. I Super Sprint gælder det om ikke at få en dårlig start. Dette var Oliver Wilson helt bevidst om. Han fik en perfekt start med NOT TODAY, og var hurtigst ude. Føringen efter små 50 meter kunne parret holde hele de resterende 600 meter, og sejrede ganske overlegent foran HELLS ANGEL (fr) med Per-Anders Gråberg. Sejren var NOT TODAY‘s anden i år.
Susanne Johansen både træner og ejer vinderen, der er opdrættet af Poul Kemp Andersen.

FOTO: © Burt Seeger.
Efter NOT TODAY’s sejr var der 7 systemer i V4-spillet til hver en værdi af 36.750 kr.(Kilde DANTOTO)
Løb nr. 5
HANDICAP KL 3 over 2400 meter blev afgjort efter en uhyre tæt duel mellem ISETAN med Jan-Erik Neuroth og FIGHTER CARLRAS med Oliver Wilson. De to fulgtes ad gennem svinget, og kom godt udvendigt og gik forbi førende ROSA med 300 meter til mål. Det lykkedes ISETAN, trænet af Søren Jensen at sejre efter hård kamp med FIGHTER CARLRAS fra Bettina Andersen’s stald.
Nanna Bispelund ejer ISETAN, som er opdrættet af Stutteri Thorskovgaard

FOTO: © Burt Seeger.
Løb nr. 6
Dagens andet MAIDENLØB var over 2200 meter. Her så vi en flot debut for GOOD FELLA med Jan-Erik Neuroth. GOOD FELLA sejrede sikkert med flere længder foran favoritten GOOD LOOK med Jacob Johansen. Begge ejes af Havemanns Aps & Buskop. Vinderen er opdrættet af Havemanns Aps & Buskop og toeren i mål af Stutteri Hjortebo. Søren Jensen træner GOOD FELLA.

FOTO: © Burt Seeger.
Løb nr. 7
I dagens sidste løb det 1800 meter AMATØR HANDICAP sejrede FOREVER ROMANCE (IRE), med Mikkel Johansen på ryggen, for anden gang i træk i år. HOUDINITHEMAGICIAN (IRE) med Lea Olsen sluttede anden. FOREVER ROMANCE (IRE) lå næstsidst, da der manglede 400 meter, men efter en formidabel spurt blev dette ændret til en føring, da der manglede knap 200 meter. Parret kunne derefter sikre sig en uhyre sikker sejrmed ca. 3 længder.
Stald Spitco ejer vinderen, som trænes af Tine Hansen.
Efter FOREVER ROMANCE (IRE)‘s sejr resterede der kun et system på V5 med en værdi på 103.163 kr.(kilde DANTOTO)

FOTO: © Burt Seeger.
Dagen i overskrifter:
- Mange overraskelser og store præmier
- To sejre til ejer Lone Kaj-Nielsen
- Tre sejre til træner Søren Jensen
Af: Kurt René Madsen

Skriv et svar