I går blev det til en trippel på Täby til træner Tommy Gustafsson samt en anden-, tredje- og en fjerdeplads.
Denne perfekte dag for stalden begyndte i dagens andet løb, det 1600 meter SOCKRA HANDICAP kl.2, da LOVESONG med Shane Karlsson vandt med en næse efter en knaldhård kamp med GLAD BEAR (GER) og Per-Anders Gråberg ned gennem opløbet. Da feltet gik ind på den fjerne langside havde de to duellanter allerede lagt sig i spidsen med GLAD BEAR (GER) indvendigt ved rails og LOVESONG udenfor. En situation der ikke ændrede sig løbet i gennem. Vinderen ejes af Stall Hippodrome-Easy.
Løbet kan ses her.

FOTO: Elina Björklund / Svensk Galopp
Staldens anden sejr kom i sprinteropgøret, det 1200 meter COOL CALCULATORHANDICAP kl. 2 da femårige EARTH HOUR vandt med en hals foran MR. David(USA) og Fredrik Janetzky. Et udfald man ikke regnede med, da de var midt inde i opløbet, men pludselig var EARTH HOUR oppe i “overdrive”, godt hjulpet af Jacob Johansen, og kom strygende med en fart, der fik konkurrenterne til at se ud, som om de stod stille. Hvilken en imponerende spurt EARTH HOUR besidder.

FOTO: Elina Björklund / Svensk Galopp
Aase Marie Brown på ryggen af BOLLINGER sørgede for dagens tredje sejr til Tommy Gustafsson, da de sejrede i dagens sjette løb, det 1200 meter CASEY OSCAR kl. 3, foran RIVER OF DREAMS med Carlos Lopez. Igen blev det efter en uhyre spændende afgørelse, hvor det her lykkedes udvendige BOLLINGER at have næsen foran, da mållinien passeredes.

FOTO: Elina Björklund / Svensk Galopp
Ud over de tre sejre blev det til en række gode placeringer for stalden. I dagens tredje løb sluttede ZEN ZANSAI ZAID og Shane Karlsson på en sikker andenplads, og i dagens fjerde løb blev det til en tredjeplads til MOUSCHKA med Fanny Olsson. Kun i dagens ottende løb skuffede favoritten ROYAL MUSIC og sluttede fjerde.
Af: Kurt René Madsen

Skriv et svar