
Volatile gjorde sin pligt da han mandag aften sejrede med 1 1/4 længde, og skuffede dermed ikke de mange fremmødte. Sejren var dog ikke så overbevisende, som man måske kunne havde forventet.
Årets hest 2014 i Sverige VOLATILE sæsondebuterede på Jägersro her til aften. Det skete i det 1200 meter 3-ÅRINGARNAS VÅRLÖPNING med en samlet præmiesum på 200.000 kr. Jacob Johansen var i sadlen, som ved VOLATILE ‘s allerførste løb, der også fandt sted på Jägersro. Mange mennesker var mødt frem, sammen med en talstærk skare af mediernes repræsentanter, for at se ham inden turen går til Paris. VOLATILE var kæmpefavorit i spillet, og alt andet end en sejr havde været en sensation. Træner Jessica Long havde dog udtrykt, at man ikke skulle regne med en overlegen sejr.
Ned mod svinget lå VOLATILE fjerde, men overtog kommandoen ved indgangen til dette. Det blev hurtigt til et 5-6 længders forspring, og tiden fra 400-800 meter var hurtige 22,7. Dette tempo kunne ikke holdes inde på opløbsstrækningen, hvor konkurrenterne kom tættere på end forventet. Sejren var dog på intet tidspunkt i fare, og VOLATILE kunne krydse stregen 1 1/4 længde foran HALL OF FAME med Elione shaves, og trænet af Ole Larsen.

Efter løbet blev bl.a. Jacob Johansen interviewet:
Hvordan føltes det inden løbet med al den opstandelse i medierne? »Det er morsomt, at der er blevet en sådan opstandelse. Man har fået en hest, som er en profil. Det er jo det, vi skal have her i sporten, og det er ekstra morsomt, når man får lov til at ride den«.
Hvilken plan havde du og Jessica med ham inden løbet? »Vi havde en plan om at lade ham galoppere, da han har en vældig stor aktion, uden at forstyrre for meget, men samtidigt heller ikke forcere for meget, så der blev brugt for mange kræfter. Lade ham finde sin egen takt, og så kunne man gå på efter et stykke tid«.
Du har redet mange fine heste gennem årerne, hvordan ranker du VOLATILE ?. Jeg ved det er svært at svare på. »Jo så absolut er han en tophest. Jeg har redet mange fine heste, og man kan ikke sammenligne en sprinter med en stayer. For sprintere på 1400 meter og op til 1 mile er han absolut en af de bedste«.
Der var dansk deltagelse ved LILLE PRINSESSE (GB) trænet af Bent Olsen, og redet af Marcos Robaldo. Hun sluttede på en god fjerdeplads.
Løbet kan ses her.
Af: Kurt René Madsen

Skriv et svar